Metoder
Tvang
At benytte tvang over for en person, er en af de metoder, der tages
i brug af menneskehandlere for at udnytte personen. Termen tvang er
her et springende punkt i definitionerne. Det udnyttende formål
skal, hvis det skal kunne identificeres som handel, indebære
tvungent arbejde eller tjenester, herunder tvungne seksuelle
tjenester, slaveri eller slaverilignende praksisser. Det kan være
problematisk at afgøre, hvornår der er tale om tvang. Det gælder
eksempelvis situationer, hvor personen selv har givet samtykke til
noget, som i virkeligheden kan klassificeres som tvungent arbejde.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at myndighederne godt kan
vurdere, at der er tale om menneskehandel, selvom personen har
givet samtykke til udnyttelsen og f.eks. frivilligt har ladet sig
udnytte.
"Den omstændighed, at et offer for menneskehandel har givet sit samtykke til den omhandlede udnyttelse, skal være uden betydning, når der er gjort brug af magt eller trusler om magtanvendelse eller anden form for tvang, bortførelse, bedrageri eller misbrug af magt eller udnyttelse af en sårbar stilling m.m.." (Kilde: Palermo-protokollen).
Udnyttelse af sårbar stilling
Af Palermo-protokollen og EU's definitioner fremgår det, at en
persons samtykke blandt andet tilsidesættes, hvis der er tale om
udnyttelse af en sårbar stilling, eller som det er formuleret i den
danske straffelov, hvor der anvendes eller har været anvendt "anden
utilbørlig fremgangsmåde".
Det er dog et fortolkningsspørgsmål, hvad det vil sige at nogen
udnytter en persons sårbare stilling. Begrebet har derfor også
været genstand for meget debat.
I EU's rammeafgørelse for menneskehandel præciseres det nærmere, hvad det vil sige at udnytte en anden persons sårbare stilling. Ifølge rammeafgørelsen Artikel 1 er der tale om misbrug af autoritet eller udnyttelse af en sårbar stilling, når den pågældende ikke har andet reelt, acceptabelt alternativ end at give efter for den pågældende misbrug.
Spørgsmålet er dog hvad et "andet reelt og acceptabelt alternativ" vil sige. Man kan komme det lidt nærmere ved at se på, hvad domstolene har dømt.
Sag om menneskehandel i Norge
I Norge faldt der dom i en sag om menneskehandel med henvisning til udnyttelse af ofrenes sårbare stilling. Sagen er interessant, fordi der var uenighed mellem byretten og landsretten.
Byretten (Trondheim tingrett) mente ikke, at der var tale om menneskehandel bl.a. med henvisning til, at kvinderne "valgte at prostituere sig ud fra økonomiske motiver i fuld frivillighed. Dette var intet «mafiøst» tilbud med et indbygget pres".
Byretten medgav, at kvinderne var fattige, men fastlog at: "Det kan ikke være misbrug af kvindens sårbare situasjon «at man forespørger, giver korrekt information og derefter høster økonomisk gevinst af at hun selv vælger at prostituere sig».
Landsretten (Frostating lagmannsrett) omstødte dog dommen med henvisning til, at den forurettede kun var knap 16 ½, da hun blev rekrutteret og at hun var uden arbejde og bolig. Hun havde ingen indkomst og måtte ernære sig ved småkriminalitet. Derfor var hun ifølge Landsretten et meget let bytte, da hun fik tilbud om at prostituere sig. Alle de øvrige forurettede kvinder i sagen " levede under til dels svært vanskelige økonomiske, sosiale og familiære forhold". På den baggrund dømte Landsretten, at der var tale om menneskehandel.
Også i Danmark er der blevet henvist til udnyttelse af sårbar stilling i en sag om menneskehandel.
Kilder:
Europa_Kommissionen (2004). Report of the Expert Group on Trafficking in Human Beings. Bruxelles. Europa-Kommissionen
Ny rapport fra Integrationsministeriet om fact finding-mission i Nigeria
06-07-2010
Den svenske evaluering af forbuddet mod køb af seksuelle ydelser er nu offentliggjort
28-06-2010
Det amerikanske udenrigsministeriums årlige statusrapport om menneskehandel er netop udkommet.
28-06-2010
Beskrivelsen af dansk politis indsats mod prostitutionens bagmænd i 2009 er netop offentliggjort.
26-04-2010
Nu kan du se videoer og læse materiale fra Center mod Menneskehandels konference ´Human Trafficking - a complex reality´.
Se alle opslag
Tilmeld nyhedsbrev




