Om os
Center mod Menneskehandel (CMM) blev officielt oprettet i september 2007. Centret varetager den sociale dimension i regeringens handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel 2007 - 2010 og har tre overordnede formål:
- Forbedre den sociale indsats for ofre for menneskehandel
- Koordinere samarbejdet mellem de sociale organisationer og andre myndigheder
- Opsamle og formidle viden om området
Målgruppen
Målgruppen for indsatsen i den ny handlingsplan er alle potentielt handlede personer i Danmark. Den største gruppe har hidtil været kvinder handlet til prostitution, men også børn handlet til kriminalitet, tiggeri eller prostitution og mænd eller kvinder handlet til tvangsarbejde, kriminalitet eller organdonation er omfattet af handlingsplanen.
Det udførende sociale arbejde
Til det udførende sociale arbejde har Center mod Menneskehandel entreret med en række NGO'er og organisationer. På prostitutionsområdet drejer det sig om Reden International i Københavnsområdet og Pro Vest i Sønderjylland, der begge som NGO'er har erfaring med området fra den forrige handlingsplan. Desuden indgår Kompetencecenter Prostitution (KC), der også varetager handlingsplanen "Et andet liv". KC har ansat fire nye medarbejdere til løsning af opgaven. De tre organisationer har hver deres arbejdsområder og sikrer i samarbejde det landsdækkende opsøgende og støttende arbejde for kvinder handlet til prostitution.
Center mod Menneskehandel har en generel aftale med Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) om at kunne benytte LOKKs krisecentre til midlertidigt beskyttet ophold af kvinder handlet til prostitution. Derudover har Center mod Menneskehandel en kontrakt med Krisecenter Odense, der specialiserer sig til at yde en særlig indsats i forhold til denne målgruppe. Det centrale tilbud om beskyttet ophold ydes dog af Reden International, der driver et specialiseret krisecenter udelukkede målrettet denne gruppe. Også Dansk Røde Kors' kvindecenter og asylcentrene i øvrigt kan anvendes til denne opgave.
Dansk Røde Kors har efter aftale med Udlændingeservice ansvaret for uledsagede børn i Danmark. Blandt disse kan være børn som er handlede. Center mod Menneskehandel har aftale med Dansk Røde Kors, der har ansat en person til specielt at være opsøgende og støttende i forhold til muligt handlede i asylsystemet, de sikrede institutioner og andre steder, hvor der kan tænkes at være handlede børn. Desuden har Center mod Menneskehandel kontrakt med Red Barnet, der medvirker til at monitorere området, deltager i netværk og medvirker ved undervisning af fagfolk i forhold til handlede børn. Red Barnet følger via sine internationale kontakter udviklingen på området.
Opsamling og formidling af viden
Center mod Menneskehandel opsamler viden om målgruppen og indsatserne mod menneskehandel via en række elektroniske registreringsskemaer, der skal udfyldes af de opsøgende medarbejdere. Leverandørerne af ydelser til Center mod Menneskehandel afleverer halvårligt eller årligt statusnotat om indsatsen og udviklingen på deres område og der er fastlagt kvartalsvise eller halvårlige samtaler med henblik på vurdering og justering af indsatsen.
Centret deltager i en række netværk med udførende socialarbejder, forskere og beslutningstagere nationalt, i Norden og på EU- niveau. Centret formidler løbende viden til pressen, departementer og beslutningstagere. Desuden formidler Center mod Menneskehandel viden via uddannelse af fagfolk inden for en række områder.
Publikation om menneskehandel fra Anti-Slavery International
24-02-2010
Tilmeld dig nyhedsmail fra Center mod Menneskehandel
28-01-2010
Tilmeld dig konferencen i København d. 14. april: ´Human trafficking - a complex reality´
28-01-2010
Ny rapport fra Center mod Menneskehandel: ´Au pair og menneskehandlet? - Rekruttering, ophold i Danmark og drømme om fremtiden´
19-01-2010
Publikation om menneskehandel fra den engelske ngo ´Eaves4women´
Se alle opslag
Tilmeld nyhedsbrev




