Hvordan rekrutteres handlede personer?
Menneskehandlere går ofte efter mænd, kvinder og børn i lande med svage økonomier, hvor der er få muligheder for at forsørge sig selv og sin familie. Deres metoder er kreative og skrupelløse. Læs mere om årsager til menneskehandel her...
Kvinder rekrutteret til prostitution
Ser vi på de kvinder, der handles til prostitution i Norden -
som vi har størst kendskab til herhjemme - er der generelt tre
måder kvinderne er blevet rekrutteret på. De er enten er blevet
kidnappet, hvilket vi kun har få eksempler på i Danmark,
bedraget/lokket eller typisk udnyttet.
3 typer af handlede kvinder
- Kidnappede
- Bedragne
- Udnyttede
De kidnappede
I Danmark har vi få, men dog grelle eksempler på kvinder, der er blevet kidnappet og tvunget til prostitution. Disse kvinder har ikke på noget tidspunkt har haft mulighed for at træffe deres egne beslutninger. De er blevet solgt til en alfons enten efter, at de har arbejdet som prostitueret i deres hjemland eller efter at være blevet kidnappet af en partner eller en bekendt. Typisk har de ikke tidligere haft økonomiske problemer, men de har ofte svage familiemæssige bånd.
De bedragne
Nogle kvinder/piger lokkes via lovende jobannoncer eller af en
agent som tilbyder lovlige jobs i udlandet, f.eks. som tjener,
frisør eller arbejde i huset. Der er dog tale om falske jobløfter.
Bekendte og såkaldte "loverboys" er ofte involveret i
"rekrutteringsprocessen". Det kan være en nabo, et
familiemedlem, en "kæreste" eller nogen i ens
omgangskreds, som overtaler én til at tage med til udlandet.
De bedragne eller lokkede kvinder har typisk selv indvilget i at
rejse, men de er uvidende om det præcise formål med rejsen. De
kender typisk ikke den person, der handler dem på forhånd. De er
ofte uudannede og dårligt lønnede, og er måske netop derfor villige
til at løbe en risiko for at komme ud af deres økonomiske
problemer. Drømmen om et bedre liv i det Vesteuropa, som de
forherliger, trækker. Desværre er deres forestillinger og
forventninger om Vesten og Europa ofte alt for urealistiske.
De udnyttede
Nogle kvinder accepterer at arbejde i den lettere ende af sexindustrien så som barer og stripklubber. De forventer at tjene hurtige penge og at vende hjem bagefter. Andre accepterer, at de skal arbejde i prostitution, men har ingen anelse om de vilkår, der venter dem i det fremmede land. Nogle bliver holdt i isolation og andre tvunget til at stå til rådighed for kunder 24 timer i døgnet. Den enkelte kvinde kan heller ikke selv bestemme, hvornår hun vil rejse hjem, da hun ofte fastholdes i et alvorligt gældsforhold til sin alfons. Gældsforholdet etableres bl.a. gennem en "gældskontrakt" som ofret skal skrive under på, hvor gælden er helt ude af proportioner med faktiske omkostninger for rejseudgifter, rejsedokumenter.
Eksempel på fastholdelse og gæld
Rosemary, en kvinde fra Nigeria, har underskrevet en
kontrakt på, at hun skylder US $ 40.000 for at blive sendt af sted
til Spanien som prostitueret. Hun har også skrevet under på, at
bagmanden har ret til at slå hende ihjel - hvis hun ikke betaler
sin gæld.
(Case fra Spanien, Interview med politi i Madrid, Studietur
2005.)
De udnyttede kvinder har på forhånd accepteret at arbejde i sexindustrien i Vesteuropa, men har ikke været bekendte med de betingelser, som de skulle arbejde under. De har typisk svage familiemæssige relationer og ingen uddannelse bag sig. Flere har allerede erfaring med at sælge sex i hjemlandet.
Motivet for at indvilge i at rejse bunder for disse kvinder i dyb fattigdom. De lever på et minimalt eksistensgrundlag og er derfor villige til løbe en risiko. De føler ikke, at de har noget at miste.
Børn der handles
Også børn bliver rekrutteret af personer, der udnytter det tillidsforhold, de har til barnet. (Læs mere om handel med børn her... )
Kilder:
Brunovskis, Tveit og Tyldum (2005): Taking Stock. A review of the existing research on trafficking for sexual exploitation: 53.
Ny rapport fra Integrationsministeriet om fact finding-mission i Nigeria
06-07-2010
Den svenske evaluering af forbuddet mod køb af seksuelle ydelser er nu offentliggjort
28-06-2010
Det amerikanske udenrigsministeriums årlige statusrapport om menneskehandel er netop udkommet.
28-06-2010
Beskrivelsen af dansk politis indsats mod prostitutionens bagmænd i 2009 er netop offentliggjort.
26-04-2010
Nu kan du se videoer og læse materiale fra Center mod Menneskehandels konference ´Human Trafficking - a complex reality´.
Se alle opslag
Tilmeld nyhedsbrev




