Handles mennesker kun til sexindustrien?

Når man taler om menneskehandel i dag som vor tids slaveri, dannes der ofte billeder på nethinden af forslåede og indespærrede kvinder, der er blevet lokket med falske jobløfter og ender som udnyttede i prostitution eller andre grene af sexindustrien. Disse kvinder findes - også i Danmark - i fugtige kælderrum, isolerede huse på landet og i lejligheder i København. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at disse kvinder kun udgør et udsnit af den menneskehandel, der foregår.

Læs mere om potentielt handlede kvinder i Danmark her.

Ofre for menneskehandel kan være både kvinder, mænd og børn og de kan handles til vidt forskellige ”industrier”.

Fra andre lande i Europa ved vi, at mænd f.eks. handles til byggebranchen og landbrugsarbejde, og at netop handel med mennesker til slavearbejde er stigende. Også børn bliver handlet. I Danmark har vi eksempler på børn, der er handlet til blandt andet lommetyveri.

Læs mere om handel med børn her.

Hovedparten af de mennesker, som handles til Danmark, er kvinder, der handles med henblik på seksuel udnyttelse, men der findes mange andre former for udnyttelse.

Eksempelvis:

  • Udnyttelse til privat husarbejde (bl.a. udnyttelse af au-pairs)
  • Udnyttelse i hotel- og restaurationsbranchen
  • Udnyttelse til fabriksarbejde
  • Udnyttelse til landarbejde
  • Udnyttelse til arbejde i miner
  • Salg af organer til transplantation eller til traditionel medicin


Kilde

10 Questions about Human Trafficking. International Organisation Migration.