De forenede nationer

Centrale dokumenter

The United Nations Convention against Transnational Organized Crime (2000) og Protocol to Prevent, Suppress and Punish Trafficking in Persons, Especially Women and Children (2000).  

FNs konvention – populært kaldet "Palermo-konventionen" – er i dag det samlende dokument i bekæmpelsen af menneskehandel. Konventionen, og tillægsprotokollen specifikt omhandlende handel med kvinder og børn, er tiltrådt af 2/3 af FN’s medlemslande. Protokollen omhandler forebyggelse og bekæmpelse af handel med mennesker, herunder beskyttelse af og støtte til ofrene for handel. Med protokollen er det lykkedes at nå til enighed om en definition på menneskehandel.
Danmark ratificerede konventionen og protokollen i 2003.

Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination against Women (1979) og The Optional Protocol (1999)

FN’s konvention om eliminering af alle former for diskriminering af kvinder – populært kaldet "CEDAW-konventionen" – med tilhørende protokol om kvinders klageret fokuserer på kvinders menneskerettigheder. Konventionen er ratificeret af 3/4 af alle verdens stater. Konventionen forbyder alle former for diskriminering af kvinder, herunder handel med kvinder og udnyttelse gennem prostitution.
Danmark ratificerede konventionen den 21. april 1983 og protokollen den 31. maj 2000.

FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder

OHCHR - Office of the High Commissioner for Human Rights

FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder har til formål at fremme og beskytte menneskerettighederne, som beskrevet i Menneskerettighedserklæringen fra 1948.  
Hjemmesiden indeholder bl.a. information om OHCHR's arbejde og dokumenter om international lovgivning og menneskerettigheder.

Recommended Principles and Guidelines on Human Rights and Human Trafficking (2002).

FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder har i denne rapport til ECOSOC fremsat en række anbefalinger til arbejdet med at forebygge og bekæmpe menneskehandel. Bl.a. fremhæves nødvendigheden af at anskue menneskehandel som et brud på menneskerettighederne.