Krisecentre
CMM har indgået aftale med den private organisation Reden International om at modtage kvinder, der er potentielt ofre for kvindehandel på et døgnbemandet krisecenter. Krisecentret har kapacitet til 12 kvinder.
Målgruppen er kvinder, som er identificerede via politiet og/eller Udlændingeservice og derved har fået udsat en evt. udrejsefrist med mellem 30-100 dage. Derudover er målgruppen også kvinder, som er identificerede potentielle ofre for handel med mennesker mødt igennem opsøgende arbejde på gaden og det sociale arbejde på mødestedet mm. Målgruppen er kvinder fra hele landet.
Kvinden tilbydes akut hjælp, herunder lægehjælp, psykologhjælp, social støtte og advokatbistand samt forberedt hjemsendelse, herunder kontakt med deres familier, netværk og sociale organisationer. Reden International tilbyder kontakt til NGO’er i hjemlandene, som kan støtte kvinderne i deres hjemland med henblik på at blive reintegreret i samfundet igen.
Efter aftale med LOKK (Landsorganisationen for kvindekrisecentre) er 2 kvindekrisecentre – et i Odense og et i Århus – blevet forberedt til at kunne modtage handlede kvinder i beskyttelsestilbud.