Højesteretskendelse af 4. aug. 2010 - sag om menneskehandel
Ved Københavns Byrets dom af 23. april 2009 blev tiltalte idømt fængsel i 40 dage for dokumentfalsk og udvist af Danmark med indrejseforbud i 5 år. Den 13. maj 2009 traf Udlændingeservice afgørelse om, at tiltalte ansås for omfattet af udlændingelovens bestemmelser om menneskehandel. Spørgsmålet havde allerede været fremme i forbindelse med hovedforhandlingen ved byretten, der dog ikke havde taget stilling hertil.
Den 16. okt. 2009 ansøgte tiltaltes nye forsvarer om tilladelse til trods ankefristens overskridelse at anke dommen til landsretten med påstand om ophævelse af udvisningsbestemmelsen. Østre Landsret afslog admittering. Afgørelsen blev indbragt for Højesteret, der lagde til grund, at fristens overskridelse ikke kunne tilregnes tiltalte, men alene beroede på en fejl begået af forsvareren, hvorfor Højesteret admitterede anken.
Se Højesterets kendelse herom.
Højesterets kendelse er i resumé gengivet i U 2010.2807/2H.
Ved Østre Landsrets efterfølgende realitetsbehandling af anken blev tiltalte frifundet for udvisningspåstanden.
Landsretten lagde til grund, at tiltalte havde været udsat for menneskehandel. Landsretten fandt endvidere, at der var en sådan sammenhæng mellem det strafbare forhold og det forhold, at tiltalte måtte anses for at have været udsat for menneskehandel, at dette måtte tale imod udvisningen, jfr. udlændingelovens § 26 og § 26 a.
Se landsrettens dom her.