Dansk straffelov §262 a
I Straffelovens § 262 a står der:
(Straffeloven: LBK nr. 1034 af den 29.10.2009 - gældende)
For menneskehandel straffes med fængsel indtil 8 år den, der rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager en person, hvor der anvendes eller har været anvendt
1) ulovlig tvang efter § 260,
2) frihedsberøvelse efter § 261,
3) trusler efter § 266,
4) retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse eller
5) anden utilbørlig fremgangsmåde med henblik på udnyttelse af den pågældende ved kønslig usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller slaveri-lignende forhold eller fjernelse af organer.
Stk. 2:
På samme måde straffes den, der med henblik på udnyttelse af den pågældende ved kønslig usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller slaveri-lignende forhold eller fjernelse af organer
1) rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager en person under 18 år eller
2) yder betaling eller anden fordel for at opnå samtykke til udnyttelsen fra en person, som har myndighed over den forurettede, og den der modtager sådan betaling eller anden fordel.
Af forarbejderne til indsættelsen af § 262 a i straffeloven fremgår det, at hensigten med paragraffen er at styrke mulighederne for at værne mennesker mod handel og anden udnyttelse.
Definitionen i straffelovens § 262 a er formuleret med udgangspunkt i Palermo-protokollen og EU-rammeafgørelsen. Bestemmelsen omfatter derfor alle former for menneskehandel, som er defineret i disse retsakter.